Fra Første kongebog i Det Gamle TestamenteEngang kom to skøger til kongen. De to trådte frem for ham, og den ene kvinde sagde: “Hør mig herre! Denne kvinde og jeg bor i samme hus, og jeg fik et barn derhjemme. To dage efter at jeg havde født, fik også denne kvinde et barn. Vi var sammen, og der var ikke nogen anden hos os i huset; vi to var alene derhjemme. Så døde denne kvindes søn om natten, fordi hun kom til at ligge på ham, og mit om natten stod hun op og tog min søn fra mig, mens jeg sov, herre; hun lod ham ligge i sin favn og lagde sin døde søn i min favn. Da jeg stod op om morgenen for at amme min søn, var han død; men da jeg så nærmere på ham i morgenlyset, var det slet ikke min søn, ham jeg havde født.” Den anden kvinde sagde: “Nej, det er min søn, der lever.” Sådan skændtes de foran kongen. Da sagde kongen: “Den ene siger: Det er min søn, der lever, og din, der er død. Den anden siger: Nej, det er din søn, der er død, og min, der lever.” Kongen sagde: “hent mit sværd!” Og da de havde bragt ham sværdet, sagde han: “Hug den levende dreng i to stykker og giv hver af dem en halvdel.” Men da vældede moderfølelsen op i hende, der var mor til det levende barn, og hun sagde til kongen: “Nej, herre, giv hende det levende barn, du må ikke dræbe ham!” Men den anden sagde: “Hug til! Han skal hverken tilhøre dig eller mig.” Da sagde kongen: “Giv hende det levende barn, dræb ham ikke; det er hende der er barnets mor.”
Hele Israel hørte om den dom, kongen havde fældet, og de fik ærefrygt for kongen, for de forstod, at guds visdom var i ham, så han dømte ret.
